Kroppen

Skelettet

Her er en oversigt over skelettet.

Kraniet

Medicinsk/videnskabelig betegnelse: Cranium. Hovedets skelet. Er dannet af 23 knogler som omslutter og beskytter hjernen, øjnene, indre øre samt indgangene til fordøjelseskanalen og luftvejene. Kun to af knoglerne er bevægelige: underkæben (mandibula) og tungebenet (os hyoideum).
Kraniets knogler kan inddeles i: Hjernekassens knogler og ansigtets knogler (facies). Hjernekassen er ydermere inddelt i kranievælvingen (theca cranii) og kraniets bund (basis cranii).
Hjernekassen består af 8 knogler: 1 pandeben (os fontale), 2 isseben (os parientale), 2 tindingeben (os temporale), 1 nakkeben (os occipitale), 1 siben (os ethmoidale) og 1 kileben (os sphenoidale).
Facies består af 14 knogler samt os hyoideum (der egentlig ligger på halsen melem underkæbe og strube): 2 overkæber (maxilla), 2 kindben (os zygomaticum), 2 næseben (os nasale), 2 nederste muslinge ben (concha nasalis inferior), 2 tåreben (os lacrimale), 2 ganeben (os palatinum), 1 underkæbe (mandibula) og 1 plovskærben (vomer).

Ribben

Medicinsk/videnskabelig betegnelse: Costa. Der findes hos mennesket 12 par ribben, som alle er flade, buede og noget snoede knogler. De 10 øverste ribben har bruskforbindelse med brystbenet (sternum) og danner ægte led med denne knogle: Ribben nr. 1-7 med egen brusk, ribben nr. 8-10 med fælles brusk, medens ribben nr. 11 og 12 ligger med frie ender i muskulaturen uden at have forbindelse med brystbenet.

Korsben

Medicinsk/videnskabelig betegnelse: Os sacrum. En del af hvirvelsøjlen (columna vertebralis) lige under lændehvirvlerne (vertebrae lumbales). Er dannet af 5 sammenvoksede sakralhvirvler. Korsbenet er en trekantet bagudrettet knogle, hvis forreste og konkave flade danner bagvæggen i bækkenet (pelvis). Den bagerste konkave flade er stærkt ujævn og tjener til hæfte for stærke ligamenter. Korsbenet danner led med tarmbenet (os ilium) og er ofte vokset sammen med halebenet (os coccygis) der findes umiddelbart nedenfor.

Knæskal

Medicinsk/videnskabelig betegnelse: Patella. En flad nærmest trekantet knogle der ligger indlejret i senen af den store strækkemuskel på låret. Den har en nedadvendende spids og med glat ledflade på bagsiden til lårbenet (femur). Nedadtil danner den led med skinnebenet (tibia).

Kraveben

Medicinsk/videnskabelig betegnelse: Clavicula. Kaldes også nøgleben. En let S-formet rørknogle, der tjener til tilhæftning for halsens og brystkassens (thorax) muskler. Dens opgave er at holde skulderbladet (scapula) ud fra kroppen så armen kan bevæges frit af brystkassen.
Kravebenet danner et ægte led med et knoglefremspring fra skulderbladet og med brystbenet (sternum).

Brystben

En aflang, flad knogle der består af 3 komponenter forbundet med brusk. Øverst manubrium sterni, i midten corpus sterni og nederst processus xiphoideus (tidligere prosessus ensiformis).
Knoglen danner led med kravebenene (claviculae) og med 2. til 10. ribben (costa).
Brystbenet ligger i forvæggen af brystkassen (thorax) lige under huden og indeholder spongiøst knoglevæv med rød knoglemarv, der bevares hele livet igennem.

Blodkredsløbet

Ved blodkredsløbet forstås blodets bevægelse fra hjertet rundt i legemet og tilbage til hjertet.

Kredsløbsorganerne
Kredsløbsorganerne omfatter hjertet og blodkarrene. De blodkar der fører blodet væk fra hjeret kaldes arterier eller pulsårer, mens dem der fører blodet til hjertet kaldes vener. Mellem arterier og vener er der i alle organer stærkt forgrenede mikroskopiske kar, kapillærer.

Kredsløbet
Man inddeler blodets kredsløb i legemskredsløbet (det store kredsløb) og lunge kredsløbet (det lille kredsløb).
Ved legemskredsløbet forstås blodets vej fra hjertets venstre forkammer og hjertekammer gennem aorta og de andre arterier til kapillærnettet og tilbage gennem venerne, hvor det via de to hulvener (vena cava superior og vena cava inferior) løber til hjertets højre forkammer.
Det blod der kommer fra milt, mave og tarm, transporteres gennem portåren (som er en vene) til leveren hvor det atter passerer gennem et kapillærnet, der samles til levervenerne der igen munder ud i den nedre hulvene.
Fra hjertets højre forkammer og hjertekammer passerer blodet gennem lungearterien (arteria pulmonalis) til lungekapillærerne i lungerne hvor det bliver iltet og tilbage gennem lungevenerne (venae pulmonales) til hjertets venstre forkammer.

Forenklet figur over menneskets blodkredsløb
Venerne er kun tegnet i mandens højre side (til venstre på figuren), mens arterierne kun er tegnet i mandens venstre side (til højre på figuren). I virkeligheden findes både vener og arterier i begge sider.

Hjertet

Funktion:
Hjertet er en pumpe, hvis opgave er at pumpe det iltede (arterielle) blod rundt i blodbanen til alle organismens celler og herfra tilbage til hjertet samt at pumpe det ikke-iltede (venøse) blod gennem lungekredsløbet.
Hjertet er autonomt i den betydning at hjertemuskulaturen har en evne til spontan rytmisk kontraktion. Sammentrækningen styres af elektriske impulser, som udgår fra en lille samling celler (sinusknuden) i højre forkammer med en frekvens på ca. 100 pr. minut. Disse impulser udbredes via specielle muskelceller til forkamrene, samt til et specielt område kaldet atrio-ventrikolærknuden (AV-knuden) lokaliseret på overgangen mellem forkamre og hjertekamre. Fra AV-knuden ledes impulser via specielle muskelceller (det His'ske bundt) ud til hjertekamrene.
Reguleringen af hjerterytmen foregår ved at påvirke sinusknudens rytme. Dette sker ved nerveimpulser fra det autonome nervesystems sympatiske og parasympatiske neuroner. Impulser fra parasympatiske neuroner gør sinusknudens rytme langsommere, mens impulser fra sympatiske neuroner øger rytmen. Sinusknudens rytme bliver altid reguleret af både det sympatiske og det parasympatiske nervesystem samtidig.
Den frekvens hjertet slår med kaldes pulsen.
Hjertets sammentrækning kaldes for systolen, og hvilefasen for diastolen.
Den mængde blod, som ved hvert slag sendes ud af hjertekamrene kaldes slagvolumen, mens minutvolumen er den mængde blod der pumpes gennem hjertet på et minut.

Placering og opbygning:
Hjertet er, hos mennesket, en hul muskel på størrelse med individets knyttede hånd og vejer ca. 300 g. Hjertet ligger i brystkassen (thorax) i rummet mellem lungerne (pulmones), hvor det hviler på mellemgulvet (diaphragma) med 2/3 til venstre og 1/3 til højre for midterlinien.
Bag hjertet løber de store kar og spiserøret. Fortil er hjertet delvist dækket af lungerne dog med det midterste område udækket bag brystbenet (sternum).
Hjertet er opbygget af tre lag, som nævnt udefra og indefter er: Den ydre hjertehinde (pericardium), hjertemuskulaturen (myocardium) og den indre hjertehinde (endocardium).Hjertet deles i to halvdele af en midtstillet skillevæg af hjertemuskulatur kaldet septum cordis således at der opstår en højre og en venstre halvdel. Den højre halvdel, som er tyndvægget, gennemløbes af det venøse blod, mens den venstre, tykvæggede, halvdel gennemløbes af det arterielle blod. De to hjertehalvdele skilles igen fra hinanden af hjerteklapperne, således at der bliver i alt fire hjerterum: 2 forkamre (atrierne) og 2 hjertekamre (ventriklerne). Hjerteklapperne i højre side er trefligede og kaldes trikuspidalklapperne, mens de i venstre side er tofligede og kaldes mitralklapperne. Hjerteklappernes funktion er at virke som ventiler så blodet kun kan passere dem i en retning: fra forkamre til hjertekamre.
I den højre venøse del af hjertet indmunder i forkammeret de to store hulvener (vena cava superior og vena cava inferior). Fra det højre forkammer går blodet gennem trikuspidalklapperne til højre hjertekammer og herfra gennem arterien arteria pulmonalis til lungernes kapillærer. Her optages ilt og afgives kuldioxid. Det nu arterielle blod føres gennem lungevenerne (venae pulmonales) til hjertets venstre forkammer. Fra venstre forkammer løber blodet gennem mitralklapperne til venstre hjertekammer og herfra til legemspulsåren (aorta). Fra aorta fordeles blodet til det perifere kredsløb, hvor det afgiver ilt og optager kuldioxid i vævskapillærerne for derefter at vende tilbage til hjertet gennem vena cava superior og inferior.

Vene

Funktion:
Venerne fører blodet fra kapillærerne tilbage til højre side af hjertet.

Placering og opbygning:
Venevæggen er, som i arterierne, opbygget af tre lag: Det inderste (tunica intima) og det yderste (tunica adventia) består af bindevæv, mens det midterste (tunica media) består af glatte muskelceller. I forhold til arterierne er det elastiske væv og muskellaget dog minimalt.
De tynde venevægge bevirker, at venerne er lette at trykke sammen udefra, hvilket sammen med nogle klapper der sidder i venerne, såkaldte veneklapper, er en forudsætning for det der kaldes muskelpumpen. Muskelpumpen er sammen med thoraxpumpen ansvarlige for veneblodets cirkulation. Under et kaldes de to for venepumpen. Størst betydning for blodets cirkulation har thoraxpumpen idet vejrtrækningen skaber et negativt tryk i lungesækken og et øget tryk i maven/underlivet. Den fremkaldte sugning over mellemgulvet og det øgede tryk under mellemgulvet vil drive veneblodet mod hjertet.
Det andet pumpesystem på venesiden er muskelpumpen. Her medvirker de for venerne karakteristiske klapper. Klapperne sidder parvis som små lommer på indersiden af venekarret. Klapperne er placeret således at de virker som ventiler der kun tillader blodet at passerer den ene vej (mod hjertet). Venerne i ekstremiteterne er anbragt mellem musklerne og når musklerne kontraheres vil de samtidig klemme venerne sammen. Herved tvinges blodet til at strømme væk hvilket pga. veneklapperne vil sige mod hjertet.

Arterie

Funktion:
Arteriernes funktion er at føre blodet fra hjertet til kapillærerne. Pga. deres store elasticitet bidrager de store arterier desuden direkte til fremdriften (cirkulationen) af arterieblodet.

Placering og opbygning:
Væggene i arterierne er som i venerne opbygget af tre lag: Det inderste (tunica intima) og det yderste (tunica adventia) består af bindevæv, mens det midterste (tunica media) består af glatte muskelceller.
Størrelsesforholdet mellem de tre lag varierer alt efter karrets funktion, men sammenlignet med vener af samme størrelse, er arterierne karakteriseret ved at have tykkere vægge.
I væggen af de store arterier, som fx aorta, findes desuden to elastiske membraner af bindevæv. De ligger mellem intima og media og mellem media og adventia. Den elasticitet de giver, gør at karvæggen udvider sig under hver hjertesystole og svinger tilbage under hjertediastolen. Det er denne egenskab der gør arterieblodet pulserende. Denne pulseren går tabt i kapillærerne og i venerne er strømmen mere jævn.
Den glatte muskulatur i karvæggen er normalt let kontraheret, da der er under en stadig påvirkning fra det autonome nervesystem. Man siger at der opretholdes en vis kartonus, der så kan forstærkes eller hæmmes af de forskellige faktorer der har indflydelse på kontraktionen.
Arterier med en diameter under en ½ mm benævnes arterioler.
Arterier kaldes også for pulsårer.

Øjet

Normalt øje
Et normalt øjet kan se uden briller, fordi lyset fra afstand samles i et brændpunkt på nethinden. Hvis dette ikke er tilfældet, taler man om brydningsfejl, enten i form af nærsynethed, langsynethed, bygningsfejl eller alderssyn.

 

Langsynet øje

Nærsynet øje

Hørelse

Med høresansen er det muligt at omsætte lydbølger til nerveimpulser. Øret består af det ydre øre, mellemøret og det indre øre.

Det ydre øre fungerer som en tragt, der leder lyden ind mod mellemøret. Grænsen mellem det ydre øre og mellemøret går ved trommehinden, som er en tynd bindevævshinde. Mellemøret er et luftfyldt hulrum, som står i forbindelse med svælget via det Eustachii'ske rør. Røret er normalt lukket, men åbnes når man synker eller hvis man skaber overtryk i mundhulen. Er røret spærret (som ved forkølelse, hvor slimhinden i røret kan svulme op og umuliggøre åbning) falder trykket efterhånden i mellemøret (da luften løbende opsuges af slimhinden i mellemøret) og trykket vil falde. Dette vil medføre en øget udspænding af trommehinden (atmosfærens tryk presser den ind ad), hvilket kan føre til stærke smerter.

I mellemøret findes tre små knogler: Hammeren (malleus), ambolten (incus) og stigbøjlen (stapes). Hammeren sidder fast i trommehinden og bevæger sig i takt med denne. Bevægelse af hammeren fører til bevægelse af ambolten, som skubber videre på stigbøjlen. Stigbøjlen sidder i et hul (det ovale vindue) ind til det indre øre og er dermed sidste led i lydens vej mellem det ydre øre, gennem mellemøret og ind til det indre øre. Undervejs forstærkes lyden mellem 15-20 gange på grund af knoglernes indbyrdes placering.

Lugt & smag

Menneskets lugtesans er baseret på sanseceller som findes øverst i næsehulen i et cirka 5 cm2 stort område. Sansecellernes nervetråde passerer gennem talrige små huller op gennem bunden af kraniet, hvor de når lugtenerven.

Infektioner og blødning kan i nogle tilfælde brede sig ad denne vej mellem næsehulen og hjernen. Lugtindtryk stammer fra molekyler båret i luften, som stimulerer lugtecellerne under deres passage gennem næsen. Sammenlignet med mange andre dyr er menneskets lugtesans kun udviklet i ringe grad.

Smagsløg på tungen stimuleres af molekyler opløst i vand (spyt). Smagsløgene registrerer fire forskellige smagstyper: sødt, surt, salt og bittert; alle smage er kombinationer af disse fire. En væsentlig del af smagsoplevelsen stammer fra lugtindtryk (hvilket kan forklare, hvorfor maden smager af mindre under en forkølelse, hvor næsen er stoppet).

Lugte- og smagssanserne aktiverer en række reflekser af betydning for fordøjelsen og medvirker til at beskytte os mod indånding og indtagelse af skadelige stoffer (hvis de vel at mærke lugter eller smager "grimt").

Ligevægt og stilling

Ligevægtssansen er baseret på sanseceller i det indre øre. I det indre øre findes, udover sneglen som indgår i høresansen, et hindesystem fyldt med væske. I nogle områder findes der små kalkkorn (statolither), som sammen med væsken kan påvirke sanseceller i hinden. Herved kan ændringer i hovedets stilling eller hastighed registreres.

En af ligevægtssansens vigtigste funktioner er styring af øjets bevægelser: En række reflekser sætter hjernen i stand til at korrigere øjets stilling i forhold til kroppens bevægelser, hvorved det bliver muligt at fastholde blikket på et bestemt sted, selvom kroppen er i bevægelse.

Stillingssansen (kinæstetisk sans) er et samlet begreb for al information hjernen modtager fra sanseceller i kroppens led, muskler og sener om kroppens stilling. I hjernebarken samles information fra stillingssansen med information fra ligevægtssansen og fra synet, for tilsammen at danne grundlag for beregning af vores balance og hvordan bevægelse skal udføres uden at miste balancen eller for at genoprette den.

Mister man ligevægtssansen opretholdes balancen ved synets hjælp. Distraheres personen, så han kigger op i luften (og dermed mister orienteringen i forhold til horisonten), kan det føre til et voldsomt fald, da hjernen nu kun har ét af de tre sanseindtryk til at holde styr på balancen.

Transportsyge opstår, når signalerne fra de tre sanser (syns-, balance- og stillingssans) ikke passer sammen. Man er mindre tilbøjelig til at udvikle søsyge, hvis man er på dækket frem for under det, idet man kan se skibet gynge i forhold til vandet, såvel som man som fører eller forsædepassager har mindre tilbøjelighed til at blive køresyg end bagsædepassagerer (eller børn, som ikke kan se ud over kanten af ruden).

Huden

Hele kroppens overflade er dækket af huden, bortset fra tæt ved kroppens naturlige åbninger, hvor en overgangszone danner overgangen fra hud til slimhinde. Huden har et areal på cirka 1,6 til 1,8 m2 og omfatter også negle, kirtler i hudlagene og hår.

Huden udgør en vigtig del af kroppens forsvar mod påvirkninger fra omgivelserne, idet den beskytter mod indtrængen af mikroorganismer og mod kemiske og fysiske påvirkninger. Samtidig har huden en vigtig rolle i kroppens temperaturregulering: Blodgennemstrømningen i huden kan reguleres i stort omfang og giver, sammen med hudens evne til at udskille sved til overfladen, stor mulighed for at variere varmeafgiften til omgivelserne. Temperatursans, tryk- og berøringssans og smertesans findes også i huden i form af forskellige nerveceller, og huden kan derfor også opfattes som et sanseorgan udbredt over hele kroppens overflade.

Hudens generelle egenskaber varierer alt efter placering på kroppen. Hudens tykkelse er over det meste af legemet 1-2 mm, men med store variationer: Den tyndeste hud, med en tykkelse på 1/3 mm, findes for eksempel på kønsorganerne, mens den tykkeste, som er op til 4-6 mm tyk, findes på fodsålerne. Underhuden (se nedenfor) varierer meget i tykkelse og er ikke medtaget i angivelsen af tykkelsen. Farven er gullighvid eller gråhvid afhængig af blodfylden og underhudens fedtindhold, men med store variationer fra person til person og mellem forskellige racer (hvor pigmenteringen kan give huden mange andre nuancer). Huden er bundet mere eller mindre fast til de underliggende væv med bindevævsstrøg gennem underhuden; for eksempel er huden på øjenlåg, hånd- og fodrygge bundet væsentligt løsere end i håndflader, fodsåler og øregangen. Hudens binding til det underliggende væv har stor betydning for udbredelsen af en eventuel hævelse og smerten forbundet dermed (for eksempel kan en bums i øregangen være meget smertefuld, mens en blødning på fodryggen kan blive temmelig stor uden at forvolde særlig smerte).

Hudens lag

Huden består af overhud og læderhud. Et lag af løst, fedtholdigt bindevæv danner underhuden, som ligger mellem den egentlige hud og kroppens øvrige væv (for eksempel knogler og muskler).

I hudoverfladen ses der talrige større og mindre furer og folder. Ud for led findes der ofte bøjefurer, hvor huden er ordnet så den ikke begrænser leddets bevægelse eller ødelægges ved bevægelse.

Der stilles store krav til overhudens funktion: Den skal kunne modstå skadelige påvirkninger udefra og forhindre væsketab fra kroppens overflade, men samtidig være tilstrækkelig smidig til ikke at forhindre kroppens bevægelser.

Overhudens øverste lag, hornlaget, er en membran af tæt sammenhæftede, døde celler fyldt med særlige proteiner. Hornlaget dannes ved en kompleks proces, som strækker sig fra bunden af overhuden op til overfladen. I mikroskop kan overhuden (epidermis) ses som fem forskellige lag celler med hver deres særlige egenskaber. Hornlaget er den tykkeste del af overhuden og udgør den egentlige membran, de underliggende lag er grundlaget for produktionen af hornlaget. Den yderste del af hornlaget slides af eller afstødes løbende.

Hudens styrke og elastiske egenskaber betinges af læderhuden, som har en meget varierende tykkelse og en diffus overgang til underhuden. Læderhuden (dermis) er et tykt bindevævslag, som indeholder et netværk af proteiner, hårsække, fedt- og svedkirtler samt mindre kar og nerver.

Underhuden (tela subcutanea eller "subcutis") indeholder et stort antal fedtceller og har sædvanligvis en tykkelse op til et par centimeter, men kan ved fedme blive endog meget tykkere. I underhuden findes større nerver og kar til huden samt bindevævsstrøg, som binder den egentlige hud ned til det underliggende væv. Nogle steder findes der lag af glat muskulatur (for eksempel kønsorganerne) eller skeletmuskulatur (for eksempel på halsen og hovedet).

Hår, hudens kirtler & negle

Kun få steder er kroppen uden hårvækst (håndflader, fodsåler og de yderste dele af fingre og tæer). På resten af kroppen findes hår af forskellig type og i varierende mængde. Tydelig behåring ses på hovedet og som kønsbehåring, mens store dele af kroppen er dækket af små, fine hår. Udover den kosmetiske betydning, har hår også andre roller, blandt andet at medvirke i tryk- og berøringssansen og beskytte mod varmetab.

Hvert enkelt hår har rod i en hårsæk, hvortil blandt andet en lille glat muskel er tilknyttet. Musklen hæfter i håret og i huden i nærheden og trækker sig blandt andet sammen ved kuldepåvirkning. Sammentrækningen resulterer i en lille indtrækning i hudens overflade, hvilket kendes som "gåsehud".

Svedkirtler findes udbredt over hele kroppens overflade, især på ubehårede områder (fodsåler og håndflader). I bestemte områder (for eksempel armhulerne) er svedkirtlerne mange og særligt store. Fedtkirtler findes som regel i tilknytning til hår. På oversiden af fingre og tæer findes yderst neglene. Neglene udgør et vigtigt værktøj for fingrene og danner et fast grundlag for fingerspidsernes følesans.

Berøringssans

Nerveceller i huden er i stand til at registrere mange forskellige former for påvirkninger: Kulde og varme, smerte, vibration, berøring (både let og hårdt tryk) og bevægelse (udspænding og acceleration). Temperatur og smertesans beskrives selvstændigt nedenfor.

Cellerne, som indgår i berøringssansen, kan deles i to hovedtyper, som enten vænnes hurtigt til den nye påvirkning eller kun langsomt eller slet ikke tilvænnes. Celler følsomme for tryk hører, som de eneste, til i den sidste kategori. Trykfølsomme celler sender konstant signaler om det aktuelle tryk, mens de øvrige, da de tilvænnes hurtigt, hovedsagligt aktiveres ved ændring af den aktuelle påvirkning. Disse forskelle er hensigtsmæssige, idet det hjælper til at skelne mellem skadelige og uskadelige påvirkninger.

Hvorvidt stedet på huden der påvirkes kan bestemmes præcist, afhænger af hvilken type sanseceller, der påvirkes. Nogle af cellerne har kun få udløbere i et lille område, og påvirkningen kan derfor nøje lokaliseres, mens andre har mange udløbere i et større område, hvorfor påvirkning er sværere at stedfæste. I centralnervesystemet bearbejdes signalerne fra de enkelte nerver i forhold til hinanden. Den nerve der påvirkes kraftigst, og dermed sender det kraftigste signal, vil i nogle tilfælde hæmme signalerne fra de nerveceller som ligger umiddelbart omkring den i huden. På den måde udvælges det vigtigste signal blandt mange samtidige signaler.

Ved kombination af signaler fra hudens celler med signaler fra dybere væv (for eksempel led, muskler og sener) er det muligt at skelne ting fra hinanden på grundlag af form, størrelse, overflade og lignende.

Temperatursans

Information fra hudens temperaturfølsomme celler indgår som en vigtig komponent i kroppens samlede temperaturregulering.

I huden findes der to slags temperaturfølsomme celler. Tættest mod overfladen findes de kuldefølsomme celler, mens de varmefølsomme ligger dybere i huden. De to typer celler kan registrere temperaturer i hver deres område, men med en vis overlapning: Kuldefølsomme celler er især følsomme i området fra 20°C til 35°C og varmefølsomme især fra 30°C til 45°C.

Varmefølsomme celler udsender impulser med stigende frekvens, når temperaturen stiger, mens kuldefølsomme celler øger frekvensen ved faldende temperatur. Begge celletyper vænnes hurtigt til den nye temperatur, hvorefter frekvensen af deres impulser falder igen. Således mærkes temperaturændringer nemmere end konstante temperaturer. Cellernes tilvænningsevne kan nemt opleves: Placeres den ene hånd i 15°C koldt vand og den anden i 40°C varmt vand, vil man efter nogen tid ikke længere mærke en forskel mellem de to hænder. Placeres begge hænder nu i 30°C varmt vand, vil det føles varmt for hånden der kom fra det kolde vand og omvendt for den anden.

Ved hudtemperatur lavere end 17°C vil der opstå kuldesmerter. Ved meget høj hudtemperatur (mere end 45°C) kan der opstå paradoksal kuldefornemmelse, som har baggrund i aktivering af nogle af de kuldefølsomme celler.

Smertesans

Smertefølsomme celler ligger tæt ved hinanden overalt i huden og reagerer på forskellige kemiske og mekaniske påvirkninger samt temperaturpåvirkning. Smerteceller skal påvirkes med meget stor kraft, før de aktiveres (eller, for temperaturfølsomme cellers vedkommende varme eller kulde udenfor det normale område); generelt er der tale om truende vævsbeskadigelse før end smerte opstår, hvorfor smerte altid er et tegn, der kræver opmærksomhed.

Huden består af flere forskellige lag. Overhuden gennembrydes af hår og udførselsgange fra svedkirtler og talgkirtler. I læderhuden findes hårkarnet, svedkirtler, talgkirtler og nerveceller følsomme for tryk, smerte, varme og kulde. I underhuden findes fedtvæv og større blodkar.